Proxima nr. 69

Mogens Lind

huskes nok mest som værten i halvtredsernes populære radioquiz Type spørgsmål til professoren. Men han var også en alsidig journalist, der bl.a. skrev en science fiction-historie om fremtidens storby i stål og glas - i 1922!

Stephen Baxter

er en britisk sf-forfatter, som også har en væsentlig interesse for genrens historie. I dette nummer ser han på hvordan vor naboplanet Mars har været portrætteret i sf-litteraturen gennem de sidste ca. 100 år.

Nabostridigheder

hedder en artikel af Niels Dalgaard, der søger at komme til bunds i den evige diskussion mellem science fiction og den såkaldte "mainstream" om hvad der er god litteratur og hvad der er bras. Udgangspunktet er en diskussion af, hvordan den ene genre gradvist kan glide over i den anden, hvilket besværliggør enhver seriøs grænsedragning.

Årets bedste sf

undersøges af Stig W. Jørgensen, der kommenterer forskellige udviklinger indenfor genren med udgangspunkt i Gardner Dozois' omfangsrige antilogi med "Årets bedste" sf - nu for 15. år i træk.

Desuden

rummer nummeret en stor mængde anmeldelser af dansk, oversat og engelsksproget sf-litteratur (foruden et antal værker om sf).