Cirkel Serien nr. 35
Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) er generelt anerkendt som mellemkrigstidens væsentligste horror-forfatter. Han omdefinerede genren ved at gå bort fra klassiske motiver som vampyrer, varulve og djævlebesættelse. Inspireret af de nye verdensbilleder fra århundredets begyndelse skabte han i stedet sin helt egen mytologi. Denne er i vid udstrækning blevet brugt af andre forfattere, og navne som Chtulhu og Necronomicon kendes af mange, der aldrig har læst Lovecraft's egne værker. Hans historier har ofte science fiction-elementer, og enkelte er som "Murene på Eryx" rendyrket science fiction.
Ude i fremtiden er Venus koloniseret. Planeten består mest af ufremkommelig jungle, men har dog interesse for mennesket, da der forekommer energirige krystaller. Én på størrelse med en knyttet næve kan forsyne en storby i et helt år. For de indfødte er krystallerne hellige, og de forsvarer dem med sværd og forgiftede pile.
Vi følger Kenton J. Stanfield, som er ansat af et energiselskab til at søge krystaller. En dag støder han på den største krystal han nogensinde har set, og samtidig på noget meget mystisk og gådefuldt.
Hæftet indeholder tillige novellen "Det hvide skib": Et af de ensommeste jobs er måske at være fyrpasser på et klippeskær langt fra kysten. Basil Elton har sådan et job, og hans far og bedstefar havde det før ham. Trafikken i farvandet er faldet drastisk med årene, men tilsyneladende oplever Basil Elton en del mere end sine forgængere, for han er på mystisk vis forbundet med havet, der viser og fortæller det ham vidunderlige ting. Af og til dukker et hvidt og spøgelsesagtigt skib op ved fuldmåne, og roerne gør tegn til ham, at han skal komme med. Så en nat besvarer han kaldet, og går ombord.