Cirkel-serien nr. 26
En økonomiprofessor kollapser midt i en forelæsning, og vågner op med en ny personlighed, der i de næste år foretager sig mange mystiske ting. Så en dag vender den oprindelige personlighed tilbage, uden noget minde om de mellemliggende år. Men professoren begynder at blive plaget af tilbagevendende drømme om en fjern fortid, hvor en fremmedartet, mægtig race levede på Jorden. Han beroliger sig med at drømmene er forårsaget af ting, hans andet jeg har læst i bøger såsom den berygtede Necronomicon. Indtil en dag der bliver fundet nogle mærkelige stumper murværk i Australiens midte. Murværk, der er identisk med det han har set i sine drømme...
Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) er generelt anerkendt som mellemkrigstidens væsentligste horror-forfatter. Han omdefinerede genren ved at gå bort fra klassiske motiver som vampyrer, varulve og djævlebesættelse, og i stedet skabe sin helt egen mytologi, inspireret af de nye verdensbilleder fra århundredets begyndelse. Hans mytologi er i vid udstrækning blevet brugt af andre forfattere, og navne som Chtulhu og Necronomicon kendes af mange, der aldrig har læst Lovecrafts egne værker. Hans historier har ofte science fiction-elementer, og enkelte er som Tidens skygge rendyrket science fiction.