Afholdt 26. april i Østerbrohuset
1. Valg af dirigent og referent
Richard blev valgt som dirigent og Jeppe som referent. Dirigenten konstaterede at generalforsamlingen var lovligt indkaldt
2. Formandens beretning
De fleste år bærer formandens beretning et vist præg af gentagelser. Sådan er det også i år, men det bør ikke tolkes som om at der intet sker i foreningen, eller at alle er lullet i søvn af rutinemæssige gentagelser. For det er langtfra tilfældet. Vi fortsætter med større eller mindre variationer de aktiviteter, som vi holder af og gerne ser fremmet; og selv om noget ligger i faste rammer, er ethvert projekt i og for sig nyt. At sige at ”vi udsender en bog” eller ”vi afholder et medlemsmøde” siger meget lidt om indholdet i den pågældende bog eller det pågældende møde. Begge dele kommer vi til, men det er vigtigt at huske på at selv om vi har etableret en vis mængde arbejdsrutiner, bliver vores udadvendte aktiviteter forhåbentlig aldrig rutine i dén forstand.
Det omfattende arbejde, der gik i gang efter Carl-Eddy Skovgaards død i efteråret 2024, er stort set tilendebragt, med forbehold for overraskelser. Som jeg nævnte sidste år, har aktive fra foreningen udført et stort stykke arbejde i denne forbindelse, og har medvirket til at vi har fået mange af de ting op at køre igen, der midlertidigt henlå i uklarhed.
Som sædvanligt har jeg ikke orienteret mig om det aktuelle medlemstal, men Jeppe oplyser at det næsten er det samme som sidste år, 189 mod 188. Vi fortsætter med de fysiske medlemsmøder, som Knud har sendt en tekst om:
Det er lykkedes at afholde medlemsmøder stort set hver måned og ligeledes et cafemøde hver måned. Kun en enkelt gang måtte vi aflyse et medlemsmøde, da foredragsholderen uforskyldt var forhindret af DSB-problemer. Og kun en enkelt gang måtte vi gå længere hen af gaden til et cafemøde, da Asta var lukket.
Siden sidste generalforsamling har vi således mødet folkene bag A Mock Book, hørt Jesper Rugård fortælle om Bureakrati i SF, mødt nogle af forfatterne i 2025-årsantologien i en præsentation af Rene Roar Thygesen, nydt Lise Andreasens traditionelle Quiz & Knas i december, hørt Joen Juel-Jensen fortælle om Robert Anson Wilsons forfatterskab, hørt Stig W Jørgensen fortælle om oversættelsen af DUNE serien (med indspark fra Niels Søndergaard), og Rene Roar Thygesen fortælle om Phillip K Dick Award Winners gennem tiden. Nogle meget skønne og oplysende aftener hvor vi kommer rundt i vores genre under kyndig vejledning fra med-fans. Kommende møder er også planlagt, vi skal om få dage hører Niels Dalgaard fortælle om Sarah Pinskers forfatterskab – som forberedelse til at hun besøger os på årets Fantasticon.
Cafemøderne har fortsat trukket mellem 5 og 10 deltagere, og har vist sig ganske underholdende såvel som praktiske idet vi der også kan udveksle bøger til anmeldelse, fanzines, og andet godt genremateriale – ligesom vi kan aftale diverse opgaver med hinanden. Det er dejligt at se en så stor opbakning fra medlemmer og andre interesserede. Alt behøver ikke være emails eller på tryk i en forening.
En forandring efter januar 2026 var at vi flyttede lidt ugedag på medlemsmøderne så flere / andre kunne deltage, og det ser ud til at virke.
Kigger vi fremad er der en planlagt ændring til efteråret. Et nyt sted at holde møderne så vi ikke skal bruge så mange foreningspenge til at leje lokaler. Med et bestyrelsesmøde inden medlemsmødet er vi oppe på 4 timers booking, ca 10 gange om året. Med en timepris på 200 kr pr time i de forskellige københavnske medborgerhuse, er disse op til 8.000 kr årligt ikke nogen lille udgift (20 % af medlemsgebyret). Vi leder derfor efter et gratis sted at holde disse møder. Et eller andet sted i Storkøbenhavn.
Til sidst vil jeg blot sige TAK til alle medlemmer som kommer og fortæller, til alle medlemmer som kommer og lytter - og til alle medlemmer som kommer, drikker en drink og snakker SF med os andre!
Det er dejligt, at nye og gamle medlemmer kan træffes på denne måde og høre interessante oplæg og simpelthen bare snakke science fiction. Da vi har lagt medlemsmøderne i forlængelse af bestyrelsesmøderne, vil der som regel være flere bestyrelsesmedlemmer til stede. Desuden er de uformelle cafémøder også blevet fast etableret. Disse mødeaktiviteter er desværre begrænset til hovedstadsområdet, hvilket betyder at det er en udfordring for de af foreningens medlemmer, der bor længere væk. Det er der nok ikke så meget at gøre ved, andet at sige at det er et spørgsmål om ressourcer, ikke bevidst københavneri.
Vores to periodiske udgivelser, medlemsbladet Novum og tidsskriftet Proxima, udkommer fortsat, som Novum har gjort det siden 1985 og Proxima siden 1974. Novum redigeres fortsat yderst kompetent af Thomas Winther og udkommer med fire numre om året, med en regelmæssighed der kunne gøre mange andre fanzineredaktører misundelige. Proxima udkommer officielt to gange om året, men har ofte vanskeligheder med at holde takten. I år lykkedes det heller ikke; det eneste nummer blev nr. 111. Som sædvanlig har jeg talt hårdt til redaktøren, og som sædvanlig lover han bod og bedring. Samtidig beklager han imidlertid, at det kan være kompliceret at skaffe bidrag, særligt indenfor området faglige artikler; boganmeldelser har taget et opsving, takket være en koordinerende indsats fra Kristoffer Kildelund.
Bogudgivelserne er foreningens højst profilerede aktivitet, og nok den der sætter de mest varige aftryk på omverden. Bogkoordinator Kristoffer Kildelund vil fortælle om arbejdet, der bliver varetaget af flere aktivister:
Bogredaktøren beretter om om de fire trykte titler 2025 - hvoraf 2 var genoptryk. I 2026 er der planlagt i alt 9 titler, heraf 4 genoptryk. Bogredaktøren takker Johannes for oplæring og samarbejde. Der er kommet 3-4 bogmanuskripter ind i løbet af året. Der har været nogle udfordringer med at ramme passende antal oplag i vores tryk, men det er en læringsprocess.
Også i år skal jeg huske at nævne at foreningens udgivelser i stor stil bliver konverteret til e-bøger, en indsats der koordineres af vores kasserer Jeppe Larsen. Og at distributionen af de fysiske bøger bliver varetaget af Richard Berthelsen.
De to tidsskrifter, vores bogudgivelser, medlemsmøder og vores hjemmeside, sidstnævnte drevet af Jeppe, udgør foreningens vigtigste løbende aktiviteter. Dertil kommer som de øvrige år, deltagelse på Bogforum og Fantasticon. I al fald på Bogforum fører det næsten hvert år til stimulerende samtaler og nye medlemskaber. Vi kan dog konstatere at vi også på dette punkt er udfordret på antallet af aktivister, idet der efterhånden er meget få tilbage til det ret omfattende arbejde med at stille op, bemande og pille ned. I 2025 lykkedes det endnu engang under ledelse af Johannes Lundstrøm, og tak for det. En del andre var involveret i bemandingen af standen (og i øvrigt også standen på Fantasticon), og også tak for det.
Vi deltog også i en én-dages bogfestival i medborgerhuset Absalon på Vesterbro; også i år var det et overkommeligt projekt med overkommelige resultater, men det var godt at blive set i sammenhæng med andre mikroforlag. I det hele taget er vores synlighed, som tidligere år, noget vi skal arbejde med.
Vores samarbejde med Fantasticon, som vi sponsorerer, har traditionelt betydet at vi har udgivet en novellesamling af en eller flere af årets æresgæster. I 2025 blev det som nævnt Aliette de Bodard, og jeg kan da røbe at der er en samling af en af årets æresgæster, Sarah Pinsker, på vej i år.
Det er sagt før, men kan ikke gentages for tit: Intet af alt dette ville kunne eksistere uden de aktive, der får det hele til at køre: kasserer, sekretærer, redaktører, oversættere, korrekturlæsere, omslagsdesignere, administratorer, webredaktører, distributører, standpassere og flere andre medvirkende. Det er kun takket være betragtelige mængder af dette gratis og mere eller mindre usynlige arbejde, at vi overhovedet har en forening med hjemmeside, tidsskrifter, bogudgivelser, møder og så videre. Og det skal vi glæde os over.
I det forløbne år har vi desværre måttet sige farvel til Arne Wendelborg, der døde efter lang tids svær sygdom i 2025. Han var en trofast fan og interesseret aktivist. Han begyndte efter sin pensionering at komme til møder i 2010’ernes anden halvdel, og blev i 2018 valgt ind i bestyrelsen, hvor han var til sin død. Han var altid venlig og imødekommende, og stillede gerne op til Bogforum og Fantasticon, ligesom han gerne gav en hånd med ved forsendelser. Hans rolige tilstedeværelse vil blive savnet.
Gennemgående er der grund til at glæde sig over en velfungerende forening med et ret højt aktivitetsniveau. Men som de senere år er det også på sin plads at pege på nogle udfordringer, som for de flestes vedkommende handler om økonomi. Vi har igennem længere tid overvejet at gøre noget ved vores lager af bøger. Da vi i begyndelsen af det nye årtusind startede med udgivelse af ”rigtige” bøger, fastlagde vi det princip, at alle vores udgivelser altid skulle lagerføres. Efter omkring 180 titler er det blevet en del vanskeligere at gennemføre, og det er derfor ikke utænkeligt at vi på et tidspunkt bliver nødt til kun at have nyere udgivelser på lager.
En væsentlig nedskæring er vores stand på Bogforum, som i år vil blive halvt så stor (og dermed halvt så dyr) som den vi har haft de senere år. Desværre betyder det et farvel til vores lille scene, hvor så mange aktive gennem årene har præsenteret så mange udgivelser. Det vil lette en del af arbejdspresset (standopsætning, programlægning), men hvilken betydning for publikumskontakten det vil have, vil vise sig.
Forhåbentlig har bestyrelsen og de andre aktive fortsat energi til arbejdet; for science fiction-genren er stadig værd at formidle og synliggøre, som foreningen har gjort det i mere end et halvt århundrede.
3. Kassererens beretning
Kassereren gennemgik regnskabet sammenlignet med sidste års regnskab Foreingen har igen i år haft et underskud, men heldigvis markant mindre blandt andet grundet flere iværksatte besparelser og ekstraordinære indtægter på salg af gamle udgivelser. Med mindre udgifter til BogForum og ekstra indtægter fra kontingent håber vi på at vi kan reducere vores underskud endnu mere.
4. Godkendelse af regnskab
Regnskabet blev godkendt.
5. Godkendelse af følgende års kontingent
Kontingentet blev hævet til 250kr.
6. Forslag fra bestyrelsen
Ingen forslag fra bestyrelsen
7. Indkomne forslag
Ingen indkomne forslag.
8. Valg af bestyrelse
Niels, Knud og Andreas var på valg og alle stillede op igen og blev genvalgt.
Johannes blev valgt som 1. suppleant og Nils som 2. suppleant.
9. Valg af revisorer
Carsten Riis genvalgt som revisor.






