Proxima nr. 108

forår 2023

Kim Stanley Robinson om Ursula K. Le Guin
Det er en af genrens store forfattere, der her hylder en anden og fortæller om hendes betydning for hans forfatterskab.

Eksklusion og inklusion i nyere danske science fiction-romaner
Hvis der er nogen ”man” ikke kan lide, anbringer man dem ofte på afgrænsede områder, eventuelt spærret ind i enklaver. Modsat kan man også selv søge tilflugt i en enklave der holder den utiltalende verden udenfor. I romaner af Maren Uthaug, Lone Aburas, Ida Marie Hede og Maria Gerhardt bruges enklaverne i kønspolitisk, økonomisk og terapeutisk sammenhæng.

Robotter og mennesker
Man kunne måske tro, at robotter har eksisteret så længe som motiv i science fiction, at der ikke er meget tilbage at sige om dem. Men faktisk betyder især udviklingen af kunstige intelligenser, at der bliver færre historier om robotter der vil være mennesker og flere om robotter og kunstige intelligenser der bare vil have lov til at være sig selv. Et panel af science fiction-kendere diskuterer fænomenet.

Billigbøgernes guldalder
I 1960’ernes anden halvdel og et lille årti frem udkom der massevis af science fiction i billigbøger på dansk. Her fik danske læsere muligheden for at stifte bekendtskab med nogle af den internationale genres vigtige værker, og danske forfattere fik en ny kanal til publikum. De tre væsentligste af billigbodsserierne, fra forlagene Hasselbalch, Vendelkær og Notabene, diskuteres her af science fiction-historiker Niels Dalgaard.

Tre danske noveller
Nummeret præsenterer tre science fiction-noveller af nyere danske forfattere: Niels Kjærgaard, Martin Kraglund og Helene Toksværd.

Desuden
rummer nummeret nekrologer over bl.a. Klaus Johansen, Herbert W. Franke og Fay Weldon, samt anmeldelser af et betragteligt antal nyere science fiction-udgivelser på dansk, norsk og engelsk, af forfattere som Svend Åge Madsen, Paul Scheerbart, Stanislaw Lem, Sarah Engell og Becky Chambers – foruden faglitteratur om genren.