13. marts skulle der egentlig have været et medlemsmøde. Det endte så med at sidde fast i covid19. Men fortvivl ikke! Her er et par bidrag fra nær og fjern om emnet "klimafiktion". 

Lise Andreasen og Niels Dalgaard havde planlagt at komme til mødet. Nu satte de sig ned foran et helt almindeligt mobilkamera og sludrede (spoiler alert!) om nogle af novellerne fra oplægget i stedet (skru op)

Som forberedelse til ovenstående video blev der også skrevet noter.

Nogle af forfatterne til omtalte noveller har også givet lyd, bl.a. om deres egne tekster. Således A. Silvestri, helt bogstaveligt, der også afslører en hemmelighed:

Gudrun Østergaard har også begået en video (skru op)

Endelig er der også kommet et par bidrag på skrift. 

Maria Frantzen Sanko, forfatter til "Flygtningen"

"Hvad tænker du først på, når jeg siger klimafiktion og peger på din novelle?"

Hmm - jeg tænker, at den oprindelig var tænkt som et opgør med tanken om dem og os ift. flygtningekrisen. Klima var mere et middel end et mål. Hvad angår cli-fi generelt tænker jeg, at mit mål med den genre især er at ramme de unge. At få dem i tale. At give dem en stemme. Ikke kun som Greta men også som den almindelige unge, der gerne vil være som Greta eller synes Greta er lidt i overkanten og bare gerne vil være lidt klima-venlig. Det er de unge, der råber på, at vi skal gøre noget anderledes. Men der er også en del unge, der har det rigtig rigtig svært med det, der lider af angst og dårlig samvittighed, og der synes jeg, at cli-fi har et superstort ansvar og skal balancere på en hårfin grænse mellem skræmmebillede og handlemuligheder. Hvis alt bare er skræmmebilleder, går vi andres ærinder. Så skaber vi panik. Hvis vi giver handlemuligheder eller tager den mere personlige historie, som den unge klimaangste pige, der lærer at håndtere sin angst, så hun kan gøre en forskel - måske bare en forskel for sig selv - gør vi klimaspørgsmålet mere personligt og vedkommende. Den dunkle dystopiske tilgang kan virke lige omvendt, den kan skræmme og skubbe folk væk. Og samtidig er den så relevant og spændende og peger jo også flere steder på handlemuligheder. Som sagt - det er en virkelig svær balance. Men jeg ville elske at kunne give mine 8. snart 9. klasses elever en stram, velkomponeret klima-novellesamling, der ikke kun bød på dommedagsscenarier, men også lagde op til diskussioner om både det litterære og tekstens samfundsmæssige værdi. Så synes jeg litteraturen batter. 

H.H. Løyche, forfatter til "I min faders hus"

Dilemmaet med distancen: Klimaets kognitive og kreative udfordring

Med slutningen af Den Kolde Krig blev kernevåben forældede som baggrund for dystopiske settings. Sidenhen overtog klimaet rollen, og samtidig bekendte en større forfatterskare sig til science fiction. Bl.a. derfor udgives stadig mere fiktion om kommende klimakatastrofer. Men selvom cli-fi handler om fremtiden, er genren ikke nødvendigvis sci-fi og tematiserer ikke altid katastrofer.

Som barn af Den Kolde Krig husker jeg udmærket den udbredte angst for global kernevåbenkrig, for lækkende og nedsmeltende atomkraftværker og de umådelige mængder radioaktivt affald, vi stadig ophober og skal opbevare i årtusinder. Pressen mindede os jævnligt om atomtruslen, og ikke overraskende blev det også et fremherskende tema for film såsom Stanley Kubricks Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964), Franz Ernst og Tom Hedegaards Skytten (1977) og John Badhams WarGames (1983). Temaet prægede litteraturen lige fra Niels E. Nielsens forfatterskab til eksistentialistiske digte i nærsagt ethvert litteraturtidsskrift. Såvel i fiktionen som i realiteten levede vi konstant med angsten. Dommedag kunne ramme hvert øjeblik, det skulle være, og et par gange var det faktisk lige ved. Det handlede om storpolitik, som menige borgere følte sig magtesløse overfor. Men næsten så brat, som var en brintbombe detoneret, sluttede Den Kolde Krig. Kort efter, at jeg selv var begyndte at skrive, var atomtruslen ikke længere et presserende emne. I stedet slog jeg mig på en anden alvorlig sag, nemlig den klimatiske, og fortsatte dermed i form af romaner, kortromaner, noveller, artikler og essays, der ikke vandt meget gehør. Dengang var jeg stort set ene dansker om at skrive i den genre, som Gregers Andersen sidenhen klassificerede, typeinddelte og døbte cli-fi. Men ligesom Neil Armstrongs fodaftryk på månen satte punktum for nye fortællinger om den første bemandede månerejse, og Berlinmuren rev nye fortællinger om atomragnarok med sig i faldet, er den almene optagethed af klimaforandring ved at undergrave fiktionerne derom. Nu, hvor mange andre forfattere bidrager til cli-fi-genren, har jeg bevæget mig over i et andet setting (og stil), hvori klimaet kun spiller en rolle i den udstrækning, det berører eller optager protagonisterne – ligesom enhver nu kan opleve en snært af klimaforandring og gruble over, hvordan det vil gå fremover. Til de, der grubler med og eventuelt skriver cli-fi, følger her en række forskelle og ligheder mellem koldkrig og klima, man kan lade sig inspirere af til settings og handling:

Forskelle på nukleare og klimatiske katastrofer
Omhandler primært tiden før og under.

• Risikoen ved kernekraftværker og -våben er enkel at forstå. Klimatologi er komplekst og svært at overskue.
• Nukleare katastrofer indræffer pludseligt og uden varsel, eller opdages for sent. Klimaet forandres gradvist og med mange indledende tegn, og det blev erkendt i tide (her og i det følgende ses bort fra klimaforandring som følge af asteroidenedslag, supervulkaner, soludbrud og andre naturkatastrofer).
• Atomtruslen udsprang af blokpolitik og imperialisme. Klimaproblemet opstod som følge af forbrugsvaner, industri- og kapitalinteresser.
• Atomare installationer udsattes for omfattende, folkelige protester, blokader og sabotage. Relativt få privatpersoner handler ift. klimaforandring, omend skaren er voksende.
• Få beslutningstagere og nøglepersoner kunne hindre eller udløse en nuklear katastrofe. Alle kan bidrage til at afbøde eller forværre klimaproblemet.
• Grumme episoder til trods undgik vi en 3. verdenskrig. Uanset hvad vi foretager os over de næste par årtier, vil klimaforandringerne blive værre.
• Koldkrigsangst skyldtes en reel og begrundet dødsrisiko. Frygten for klimaforandring er mere diffus, relaterer til diverse naturfobier (araknider, bakterier, rovdyr, uvejr, vildnis mm.) og angsten for at skille sig ud, blive til grin og forstødt fra sine nærmeste.

Ligheder mellem nukleare og klimatiske katastrofer
Omhandler primært tiden efter.

• I takt med efterretninger om situationens alvor øges uroen hos befolkningen.
• Hele biosfæren kan rammes med kun få eller ingen overlevende.
• Omfattende ødelæggelse af natur, agerland og byer samt infrastrukturelle sammenbrud er en udfordring for eventuelle overlevende.
• Eftervirkningerne kan vare i århundeder eller årtusinder.
• Blandt følgerne kan forventes varige ændringer af menneskets adfærd og mentalitet.

Uanede, men lidet brugte muligheder
Den betydeligste forskel på forestillinger om nukleare katastrofer og menneskeskabt klimaforandring angår hastigheden, hvormed de indtræffer. Med klimaet har forfatteren større spillerum, fordi protagonisten levnes tid til enten at løse problemet eller berede sig på forandringerne. Det kan være, at protagonisten som en anden Don Quijote slås mod et olieselskab eller en politisk dagsorden. Eller han/hun går prepper-vejen med sin familie. Omvendt kan protagonisten per Freudiansk forsvarsmekanik hitte på undskyldninger for at fortsætte sin vanlige, skadelige livsstil – måske har Bjørn Lomborg og Henrik Svensmark ret; det er næppe så slemt, som eksperterne påstår; jeg udleder ikke mere CO2 end andre, min bil klarer mindst 30 km på literen, og jeg har intet imod økologi; nogen finder på noget; min næste bil bør nok være elektrisk; politikerne skulle tage sig sammen; måske er det alligevel for sent, så hvorfor skulle jeg … nej, nu orker jeg ikke dén snak mere. Hvadenten man vælger den ene, den anden eller en helt tredje fortælling, lægger cli-fi op til masser af absurdistiske, dystopiske, filosofiske og kulturkritiske fortællinger. Der er rigeligt, at skrive om, men …

Hvornår er cli-fi lødig?
På baggrund af min hidtidige cli-fi-læsning, som indrømmet ikke er udtømmende, må jeg sige, at der har været langt imellem, at jeg blev imponeret, specielt af danske forfattere (de halter som vanligt et par årtier efter udlandet). Jeg kan konstatere, at kunsten i takt med klimadebattens eskalering har taget tråden op (herhjemme især fra 2009, da FN's klimatopmøde COP15 afholdtes i København), men – med få undtagelser – mestendels udspyr navlepillende skriveterapi eller trendy skræmme-scenarier uden principiel forskel fra arrige orker, asteroidenedslag, atomkrig, Godzilla, zombier, Donald Trump-regimer, terroranslag, pandemier eller andre monstrøse trusler. Sædvanligvis er hovedpersonerne rejsende fra Vesten som havner i klimakatastrofens brændpunkter, dvs. tredjeverdenslande, Alperne, Goa, Maldiverne og lignende turistmål, sjældnere under hjemlige himmelstrøg. På dansk grund virker fortællingerne ikke oplevede, og plottene er sjældent gennemtænkte. F.eks. er det en udbredt tanke, at Danmark måske skal tage imod horder af klimaflygtninge. Men altså, Danmark rammes også af klimaforandringer, har forlængst fået sine egne klimaflygtninge og klimastavnsbundne (i gentagne gange oversvømmede og derfor usælgelige ejendomme) og får endnu flere, efterhånden som agre og byer svinder med kraftigere nedbør og afsmeltning af Grønlands indlandsis. Danmark bliver næppe et rart sted at bo i fremtiden. Der vil være langt bedre steder at søge hen. Dog ikke til andre planeter, for at flytte hele befolkninger til en anden klode er hverken en rationel eller realistisk løsning – det er pure fantasy and please forget it. Skriv hellere om, hvordan danskerne så indretter sig, eller om et geoengineer-projekt, der skal ‘terraforme’ jorden tilbage til tryg tilstand.

De atypiske atopiers genre
Troværdighedsgraden af setting og handling kan altid diskuteres, men er ikke afgørende, når bare der er konsekvens og konsistens og værket i øvrigt er velskrevet. Mere afgørende er det, om personernes reaktioner, indbyrdes forhold og udvikling korresponderer med klima-baggrunden, overbeviser, overrasker og griber én. Cli-fi har fine eksempler derpå, og mange passager har vækket minder om cosy catastrophe af Brian W. Aldiss og John Wyndham og magisk realisme af bl.a. Miguel Ángel Asturias. I dansk cli-fi rører personerne mig beklageligvis ikke synderligt. Om de er protagonister i en cli-fi, horror, krimi eller western gør nemlig ingen forskel – de agerer, fuldstændig som det kan forventes, som allerede beskrevet af vesterlandsk skolede konsumenter, de som qua deres livsstil og mod bedre vidende har påkaldt katastrofen. Årsagen er formentlig, at forfatterne stadig flygter fra ansvaret og bortset fra enkelte skybrud, milde vintre og tørre somre kun kender stoffet fra andres fiktion, Hollywood-film, nyhedsindslag, artikler og statistikker om klimaforandring. De har aldrig for alvor oplevet klimaforandringer på egen krop, været plaget af invasive arter, set deres elskede forsvinde i et jordskred, måttet leve af bregnerødder og rotter, kæmpet sig gennem en skovtragt, mens en brand ryddede alt omkring dem, el.lign. Jeg savner indslag om, hvordan mennesker fungerer psykologisk i de tænkte, endnu uindtrufne klimatiske situationer. Ikke, at psykologien ignoreres i cli-fi, men jeg har endnu ikke truffet danskere med ambitioner udi psykologisk skildring på niveau med eksempelvis Martine McDonaghs I Have Waited, And You Have Come (Myriad Editions, 2012). I denne roman, som foregår i et regnfuldt, konstant oversvømmet og af sygdom affolket England, hvis infrastruktur er brudt sammen, og hvor det er normalt, at folk slår hinanden ihjel for et par kartofler, er hverken volden eller manglen væsentlige og beskrives kun sporadisk i baggrunden. Vigtigere er, at sammenbruddet har medført så grelt fravær af tillid, at nogle helt isolerer sig fra de tilbageværende småsamfund. En sådan enspænder er hovedpersonen Rachel. På et tidspunkt begynder hun at udspionere en mand ved navn White, som tidligere har vist interesse for hende. Fra Rachels side er interessen udtryk for paranoia, mens den fra Whites er et spørgsmål om monomant begær. ‘Forholdet’ når aldrig at udvikle sig til andet. Det ender med, at Rachel dræber White, mens han sover – ved at stikke en rusten paraply gennem hans ene øje – fordi klimaforandringerne i dén grad har indsnævret protagonisternes emotionelle spektrum, at det ikke længere omfatter de kærlige tilnærmelser eller kolde afvisninger, som vi anser for normale og tager for givet.

Ubekvem sandhed leveret med poetisk flair
En positiv undtagelse på den danske cli-fi-front er Silja E.K. Henderson, hvis skrivetalent spænder fra sangtekster for indiebandet Garden of minds, over en Ph.d i katastrofepsykologi til den raffinerede mosaik af artikeluddrag, citater, twitter-opslag, statistikker og digtlignende noter: 1,7 tipping point (Gladiator, 2019). Der fyldes godt på om ressource-konflikter, flygtningelejre og pandemier. Men snarere end at behandle klimakrisen som sådan, udforsker Henderson klima-termernes poetiske virkning og minder os på foruroligende vis om, hvordan man kan reagere med “medlidenhedstræthed” på (mediernes massive håndtering af) emnet. Medfølelse, skam osv. er selvfølgelig svært at rumme, og måske des sværere i forhold til abstrakte menneskemasser i fjerne lande som Bangladesh og Sudan – altså dem, der mindst medvirker til problemet, men rammes hårdest. Nej, nej, nej, ingen undskyldning gælder! Læs Hendersons værk, for hun stikker målbevidst og uafrysteligt til Vestens psykopatiske karaktertræk – fuldt sammenligneligt med Bret Easton Ellis’ American Psycho (Vintage Books, 1991). Der er ingen vej udenom: Enhver, som unødigt fræser omkring v.hj.a. fossilt brændstof, bruger hårtørrer og tørretumbler, bader ofte og længe, fortærer oksekød, tillader sig madspild eller på anden vis lader hånt om klodens liv, er en forkælet, uansvarlig, selvtilstrækkelig, skrupelløs morder, en Patrick Bateman.

Dette er enten slutningen eller en ny begyndelse
Vel vidende, at cli-fi har flere nuancer, oplever jeg mestendels cli-fi som småplat idélitteratur og horror-underholdning, hvori klimaet går ad helvede til og de overlevende slås med sygdomme og om magten over de sidste ressourcer. Sagligt hænger megen cli-fi kun nødtørftigt sammen, litterært er den ofte overfladisk og traditionsbunden, baseret på populistiske indfald og klichéprægede dommedagsscenarier, personbeskrivelsen og sproget halter, og klimaforandringens erkendelsesmæssige og psykosociale betydning får sjældent plads. Måske kan man ikke forvente dybere cli-fi, før forfatterne selv har stået i en nedbrændt eller oversvømmet ruin med et dødt barn på armen. Men i dén situation vil de næppe kunne skrive distanceret om oplevelsen, og til den tid vil værket heller ikke være cli-fi så meget som hverdagsdrama, socialrealisme eller selvbiografi. Og dog findes i cli-fi-dyngerne forbløffende værker som Martine McDonaghs I Have Waited, And You Have Come og Silja E.K. Hendersons 1,7 tipping point. Og utroligt nok kom de psykologiske forsvarsmekanismers relation til klimaproblematikken allerede under kyndig, lyrisk behandling længe før udtrykket cli-fi fandtes – for fyrre år siden, i den amerikanske astrofysiker Gregory Benfords roman Timescape (Simon & Schuster, 1980), som slutter således:
“And he thought of Markham and his mother and all these uncountable people, never loosening their grip on their hopes, and their strange human sense, their last illusion, that no matter how the days moved through them, there always remained the pulse of things coming, the sense that even now there was yet still time.”

Noter

• Stanley Kubricks Dr. Strangelove or: How I Learned to Stop Worrying and Love the Bomb (1964) er løseligt baseret på romanen Two Hours to Doom (T.V. Boardman, 1958) af Peter Bryant (pseudonym for Peter Bryan George).
• Franz Ernst og Tom Hedegaards Skytten (1977) har manuskript af Anders Bodelsen og Franz Ernst.
• John Badhams WarGames (1983) har manuskript af Lawrence Lasker og Walter F. Parkes.
• Brian Wilson Aldiss skrev også under pseudonymerne Jael Cracken, Dr. Peristyle og C.C. Shackleton.
• John Wyndham var et kunstnernavn benyttet af John Wyndham Parkes Lucas Beynon Harris.