Litteratur på dansk om science fiction er en bibliografi der registrerer og kommenterer mere end 1200 bøger og artikler fra 1856 til 2004.
Den dækker først og fremmest behandlinger af science fiction-litteratur, men også et udvalg af tekster om film, tegneserier, tv og radio. Det brede tidsmæssige perspektiv betyder at bibliografien ikke alene giver et billede af hvad man ved og mener om science fiction-genren lige nu, men også af hvordan denne viden og disse holdninger har ændret sig gennem tiden.
Registreringen dækker ikke kun almindeligt kendte bøger og tidsskrifter, men går også ned i den særlige science fiction-undergrund og dens specielle tidsskrifter, de såkaldte fanzines. Udførlige registre gør det muligt ved et enkelt opsalg at finde frem til det væsentligste af hvad der er skrevet på dansk om en given forfatter, et givet værk eller et udvalgt emne indenfor genren.
Bibliografien er et uundværligt opslagsværk for enhver, der arbejder seriøst med science fiction-genren som forsker, litteraturhistoriker, bibliotekar eller blot almindelig interesseret læser.