I Sværdenes Skygge

af Niels E. Nielsen

Kan en kunstig intelligens forhindre tredje verdenskrig?

Året er 1999, men ikke det 1999 vi kender. I denne verden er Sovjet ikke gået i opløsning, og den kolde krig er fortsat som hidtil. Til gengæld er teknologien gået fremad, og man har bygget en supercomputer, der styrer alle de administrative computere i den vestlige verden. Denne ”datakoordinator” bygger også videre på sig selv og har, uden at det var planlagt, opnået bevidsthed. Den er anbragt på en rumstation, hvor den bliver holdt vedlige af et blandet hold af videnskabsfolk og teknikere – heriblandt en datapsykolog, en programmør og en meget snakkesalig papegøje.

Datakoordinatoren er et fælles internationalt projekt, men da spændingerne mellem USA og Sovjet spidser til, overtager den amerikanske præsident styringen. Tanken er at dominere Sovjet, om nødvendigt med atomvåben. Men alle styringssystemer går gennem datakoordinatoren, og den kunstige intelligens er programmeret til at handle til menneskehedens bedste, ikke en enkelt nations. Så præsidenten får kam til sit hår.

Romanen er skrevet i firserne, da en atomkrig var en meget virkelig og overhængende trussel, og det præger naturligvis bogen. Men samtidig tager den fat på store filosofiske problemer – både diskussionen af hvad intelligens og bevidsthed egentlig er, og diskussionen om hvorvidt verden bliver bedre hvis vi lader computerne regere os. Dermed er den stadig aktuel i en verden, hvor de internationale spændinger er i tiltagen, og vi tilsyneladende har overladt mere og mere til netop computere og netværker.

Pris
249 kr
(medlemmer: 199,20 kr)
Sider
247
ISBN
978-87-94145-59-6
Serie
Niels E. Nielsen
Udgivet
5. november 2021
E-bog
E-Pub
Bestil