Der findes forløbere for science fiction-litteraturen helt tilbage til de gamle grækere. Men det er i perioden 1870-1920, at genren for alvor vinder udbredelse og udvikles af forfattere, der ser at den passer til den nye tidsalder – en periode med voldsom udvikling indenfor videnskab og teknologi, men også indenfor samfundsforholdene.
Det er også en periode, hvor store dele af verden oplever voksende politiske spændinger mellem landene. Det kommer bl.a. til udtryk gennem en række mere eller mindre lokale krige, der øger den generelle fornemmelse af usikkerhed. Det fører til opblomstringen af en særlig undergenre af science fiction: fortællingen om den fremtidige krig – enten den nu er konventionel eller tænkes udkæmpet med nye supervåben.
I samme periode er der en øget opmærksomhed på katastrofer i mere generel forstand – dels naturkatastrofer, som menneskene er uden egen skyld i, og dels katastrofer der er et resultat af den måde vi indretter det moderne samfund på. Her er fx både luftforurening og overforbrug af ressourcer repræsenteret. Katastrofernes resultat spænder fra midlertidige vanskeligheder til menneskehedens udslettelse.
Dette udvalg af historier om krige og katastrofer bringer historier fra Storbritannien, USA, Canada, Tyskland, Østrig og New Zealand. Det viser, at frygten for krig og angsten for de mange teknologiske landvindingers negative bagside var ganske udbredt i perioden.
Indhold:
- Grant Allen: Katastrofen i Themsdalen
- George T. Chesney: Slaget ved Dorking
- Robert Duncan Milne: Ind i solen
- Robert Duncan Milne: Reddet fra flammerne
- George Griffith: Hævnerens togt
- Paul Scheerbart: Glasrædslen
- Robert Barr: Londons undergang
- David Mitchell Luckie: Den russiske krydser Kaskowiskis angreb på Auckland
- Fred M. White: Den usynlige kraft
- Ellis Parker Butler: 29 graders frost
- Colin Ross: Da verden løb tør for kul og jern
- Simon Newcomb: Verdens ende
- Krige og katastrofer - Efterord ved Niels Dalgaard
