”Tror I, hun har fået kuller?” var der en, der hviskede.
Ordene nåede op til hende alligevel.
Astrid stoppede på afsatsen.
Hun sank. Komplekskuller. Det var en dødsdom. Indespærring fik folk til at miste forstanden. Det vidste alle. Ligesom alle vidste, at den eneste vej ud af kuller, var en frisættelse.

Frygten for det udenfor har defineret livet lige så langt tilbage, Astrid kan huske. Det, og knaphed af alt fra plads til ressourcer i de hermetisk lukkede bygningskomplekser. Alle skal være nyttige og bidrage til fællesskabet.

Det eneste fællesskab hun kender til, er det hun har med sine online venner. De er hinandens faste holdepunkter i en verden, der ofte kalder dem ubrugelige og derfor ikke mener, at de har ret til at eksistere.

Men hvad sker der egentlig, når man frisættes? Ingen er nogensinde kommet tilbage efter at være blevet smidt ud, og det sidste, man hører fra de frisatte, er deres skrig.