På dannelsesrejse i verdensrummet
Vi rejser med pigen Wega og hendes seje farfar Aksel ud i verdensrummet, både til Månen og stjernerne
Alt formørkes i Wegas sind, mens hun langsomt segner om i en sky af månestøv, der breder sig omkring eventyreren. Kroppen raller og spjætter en sidste gang, inden den falder helt til ro.
Imens passerer solen langsomt forbi, og dens skarpe ufiltrerede lys glider brændende hen over månens overflade som en sulten gazelle. Wega’s hjemmelavede rumdragt fanger strålerne, så den lyser blændende op i det grå støv og får hende til at ligne et stykke sølvpapir, der er krøllet sammen og smidt i grøftekanten.