Så fremmed et sted

af Cory Doctorow

Efter romanen Little Brother, som udkom på dansk i 2014 (i Lea Thumes og Michael Pilgaards meget roste oversættelse), præsenterer Science Fiction Cirklen hermed novellesamlingen ”Så fremmed et sted”.

Samlingen indeholder i alt ni fortællinger fra årene 1998-2003, oversat og med efterskrift af Jesper Mark Pedersen. Da de første af disse noveller var kommet på tryk i diverse canadiske magasiner og tidsskrifter, blev Cory Doctorow i år 2000 tildelt John W. Campbell-prisen for Bedste Nye Science Fiction-Forfatter. I 2004, da samlingen ’A Place So Foreign and Eight More’ forelå, indbragte den ham desuden Sunburst-prisen for Canadisk Fantasy-litteratur.

Doctorows historier kredser omkring affald, populærkultur, computer nørderi og mødet mellem sociale forandringer og teknologiske nyskabelser. Disse hudløse og febrile historier skubber til grænserne for science fiction og beretter om vores lange, koffein-boostede rejse gennem den teknokulturelle revolution. Mens verden er på vej mod kaos, udgør Doctorows fiktion et vejkort over de mulige fremtider, der kan opstå i vores levetid.

I flere af novellerne forestiller forfatteren sig en jord, der er overtaget af bugouts, rumvæsner, der dels er besat af at bytte teknologisk ekspertise for menneskeligt skrammel, dels holder menneskehedens skæbne i deres hånd – udslettelse eller mulig optagelse i Den Galaktiske Føderation?

”Som politisk aktivist, gizmo freak, skrotsamler, programmør, iværksætter og ganske almindelig renæssancenørd er Cory Doctorow en science fiction-forfatter, der virkelig går i dybden. Vi bør alle håbe og stole på, at vores kultur har gåpåmod nok til at følge ham. Han har meget at fortælle os.” – Bruce Sterling

  • Indhold:
  • Møghund
  • Så fremmed et sted
  • Verdens største fjols
  • Billy Baileys rebranding
  • Tilbage til Slaraffenland
  • Skyggen af moderskibet
  • Hjemme igen, hjemme igen
  • Supermanden og udflytteren
  • Din kr0p er v0res
  • Efterord ved Jesper Mark Pedersen
Pris
248 kr
(medlemmer: 198,40 kr)
Sider
304
ISBN
978-87-94508-12-4
Serie
Internationale topnavne
Udgivet
1. november 2024
Bestil