Kunstig identitet og radioaktive ikoner
Greg Egan er en af de mest spændende nyere science fiction-forfattere fra Australien.
I dette bind præsenteres fem af hans historier, der alle baserer sig på solide naturvidenskabelige spekulationer, samtidig med at deres fokus er udviklingens menneskelige konsekvenser.
Titel- novellen diskuterer således religionens rolle og udfoldelsesmuligheder i en tidsalder præget af nanoteknologi og virtual reality – men indenfor rammen af en stramt komponeret kriminalfortælling.
Andre historier kommer ind på fundamentalismens mulige misbrug af genteknologi og kriminelle anvendelsesmuligheder af kommunikationsteknologien.
Mest centralt i samlingen står problematikken om den menneskelige identitet under forhold, hvor man som barn kan få indopereret en elektronisk indretning i hjernen, der lærer alle ens reaktioner, eller hvor en nervesygdom søges kureret ved at transplantere kunstigt nervevæv ind i den skadelidte. Hvornår er man sig selv, og hvornår er man ”bare” en bunke elektronik?
Egans historier er spændende og medrivende skrevet – samtidig med at de er overordentligt tankevækkende.