Priest var tidligt en del af den nye bølge indenfor britisk science fiction, en strømning der lagde mere vægt på ”bløde” videnskaber som psykologi og biologi end den traditionelle science fiction. Samtidig bestræbte dens udøvere sig på at løfte genren op på et mere avanceret litterært niveau, dels ved at interessere sig for personernes psykologi, dels ved at indoptage skriveteknikker og fremstillingsformer fra den litterære avantgarde. Uden at gå til yderligheder i den eksperimenterende retning, arbejder Priest med komplekse problemstillinger og ofte også politiske perspektiver. Flere af de centrale historier i samlingen handler således om hovedpersonernes forsøg på komme overens med et univers hvor tiden ikke opfører sig sådan som vi er vant til. Andre fremfører en ætsende kritik af aktuelle politiske tendenser.
En af samlingens længste historier foregår i det særlige univers, Priest har udviklet, omkring det han kalder Drømme-øhavet, der befinder sig på en kæmpemæssig planet. Her bliver hovedpersonen involveret i en krig, der foreløbig har varet 3000 år – men i øvrigt handler historien om hans personlige psykiske problemer, og den hidtil ukendte kunstform, han opdager og bruger til at bearbejde dem med.
Priests historier er ikke alle sammen lige rare – men de er alle værd at stifte bekendtskab med.